KS-Konsulenten_byggeri_bygherre_og_haendvaerker

Værdien af kvalitetssikring – og de hyppigste fejl

Når folk erfarer, hvor lang tid jeg har arbejdet med kvalitetssikring i byggebranchen, så er jeg ofte stødt på spørgsmålet ”Hvilke fejl ser du oftest i den udførte kvalitetssikring?”

Svaret på dette spørgsmål er ikke helt lige til. Fejlene i den udførte KS opstår ofte pga. manglende viden omkring kvalitetssikring og vigtigheden deraf. Det bevirker at folk kommer forkert fra start, hvilket igen kan føre til at, den udførte dokumentation bliver mangelfuld og indeholder fejl.

Den første fejl omkring kvalitetssikring er oftest holdningen hos entreprenørerne. Mange entreprenører mener, at den eneste grund til, at de skal udføre kvalitetsdokumentation, er fordi bygherre har bedt om det i fx udbudsmaterialet.

Den næste fejl, som jeg vil tillade mig at kalde en holdningsfejl, er opfattelsen: Bygherre bruger det ikke til noget. Det står bare i hans kælderrum og bliver fugtigt. Hvorfor skal man så bruge energi på ret meget andet end et par billeder og et par datablade?

Værdien af KS ses først senere
Kvalitetssikring indebærer, at man dokumenterer sit arbejdes faglige niveau ved bl.a. at kontrollere de forskellige faser i konstruktionens tilblivelse. Formålet er at forebygge skader og svigt under udførelse, samt til brug ved 1- og 5- års gennemgang. Det hårde ved kvalitetssikring er netop, at den oftest først viser sin værdi ved 1- og 5- års gennemgangen.

Den største fejl jeg oplever omkring kvalitetssikring, er i forhold til opbygningen af virksomhedernes egne kvalitetssikringssystemer. De fleste er udmærket klar over at de skal have en kvalitetssikringshåndbog og ikke mindst én der er sagsrelevant.
Jeg stiller mig dog tvivlende overfor det indhold, som mange vælger at skrive i deres håndbog, og et sted hvor det ofte halter er entreprenørens holdning til en standard kontrolplan i deres virksomhed.

Kontrolplan er et must
En standard kontrolplan over de mest gængse og vigtigste arbejder i virksomheden er lovmæssigt et must. Kontrolplanen skal tages frem hver gang man starter en ny byggesag, og forklare hvad, hvor, hvornår, hvor meget, hvor ofte og hvorfor der laves kvalitetssikring samt hvor man finder den endelige dokumentation for det.
Den sagsrelevante kontrolplan over hvad man kan forvente af kvalitetssikring fra den enkeltes arbejde, skal være den røde tråd fra udbudsmaterialet, over til projektgennemgang og opstart og hele vejen til aflevering. Man kan kalde den ”en meget udspecificeret indholdsfortegnelse” for kvalitetssikring af ens arbejde.

Mange tror at udbudskontrolplanen fra arbejdsbeskrivelserne skal efterleves 100%, men rådgivere kan også lave fejlagtige udbudskontrolplaner, hvor de opstiller kvalitetskrav, der ikke er realistiske at udføre.
Alt andet i projektmaterialet som tegningsmateriale, beskrivelser, sikkerhedsforhold, tidsplan, og til tider endda også driften, bliver taget op på et opstarts- eller projektgennemgangsmøde med rådgiver og total/hovedentreprenør. Men jeg oplever sjældent at kvalitetssikring bliver taget op og gennemgået.

Her kan jeg hjælpe
Jeg hjælper mange af mine kunder med at udarbejde deres sagsrelevante kontrolplaner inden de skal til projektgennemgangsmøde. Dette er vigtigt netop for at de kan gennemgå planerne på mødet, og få en godkendelse af den kvalitetssikringsdokumentation de vil komme med til afleveringen, bygget på deres egen erfaring med arbejdet der skal udføres.
Dette fjerner en stor del af uenighederne om efterlevelse af kvalitetssikring i udbudsmaterialet, og giver entreprenørerne en styrke i, at de har mulighed for at lave god og anvendelig kvalitetssikring af deres udførte konstruktioner. Samtidig vil man kunne lukke fejl, mangler, skader og svigt ved 1- og 5- års gennemgangene hurtigere og billigere.
Selve den udførte dokumentation af ens arbejde er et kapitel for sig selv. Jeg oplever sjældent fejl i selve den udførte dokumentation.
Jeg oplever til tider mangler og rod, men det er et holdnings- og erfaringsspørgsmål hos projektlederen eller de håndværkere der er på sagen.

Det korte af det lange er, at jeg i højeste grad oplever, at kvalitetssikring kan betale sig – og jeg er altid parat til at udføre rådgivning, kontrol og assistance til kvalitetsdokumentation og driftsdokumentation i byggebranchen.

Læs mere på Dansk Håndværks hjemmeside her

Facebook
LinkedIn
Print
Email